Kim

- vær den, du er

Om mig

Lidt nærmere om, hvem jeg er, og hvorfor jeg mener, at jeg har noget at bidrage med.
Image

Mit borgerlige navn er Kim Lund Nielsen.

Jeg har på overfladen levet et helt almindeligt liv. Jeg har gået i en almindelig folkeskoleklasse, været udvekslingsstudent i USA, gennemført militærpolitiuddannelsen, HHX og læreruddannelsen.

Jeg blev læreruddannet i 2000. Siden da har jeg fungeret som lærer og skoleleder på forskellige skoler - friskoler, efterskoler, folkeskoler og en intern skole på socialpædagogisk opholdssted for udsatte unge. Desuden har jeg haft en periode med pædagogisk arbejde på et asylcenter for uledsagede mindreårige.

Jeg blev diagnosticeret med Aspergers Syndrom dagen før min 49-årsfødselsdag og med ADHD et år senere. Som den autist jeg altså er, og altid har været, dykkede jeg ned i personlige studier af disse ting med en iver og et fokus, som måske kun en autist kan have for en særinteresse. Det vil sige, jeg har læst en masse bøger, hjemmesider m.v., set en masse videoer og blogs m.m. omhandlende neurodiversitet, og jeg har haft kontakt med mange andre neurodivergente i forskellige sammenhænge.

Derfor mener jeg, at jeg har en masse at bidrage med. Ud over den konkrete viden, jeg har tilegnet mig gennem bøger m.v., så har jeg også egne personlige erfaringer at trække på og et indefraperspektiv, som i den grad mangler i omgangen med neurodivergente i dagens Danmark, hvis man spørger mig.

Grundet mit arbejde med børn og unge, mener jeg også, at jeg kan bidrage med noget, såvel til og om børn som til og om voksne.

Måske tænker du alligevel: "Men han har jo ingen titler, uddannelser eller arbejdserfaring specifikt på selve autismeområdet."

Det står dig selvfølgelig helt frit for at fokusere på, at jeg ikke har en eller anden fin titel eller sådan noget og derfor vælge en anden til at hjælpe dig. Jeg gør bare opmærksom på, at nogle mennesker jo også pynter på deres CV, tag for eksempel Anna Castberg eller Stein Bagger. Ligeledes kan det nævnes, at nogle "degrees" måske ikke har krævet alverden at anskaffe, og at jeg muligvis i mine hjemmestudier faktisk har sat mig ind i mere, end folk med en sådan "degree".

Vigtigst af alt er dog, at jeg ikke tilbyder dette for at konkurrere med nogen som helst. Jeg har bare lyst til at gøre en forskel, og hvis du tror, jeg måske kan gøre en forskel for dig eller dine, så skal du være velkommen til at kontakte mig.

På overfladen

På overfladen en udadvendt mand med styr på tingene. Lærer, skoleleder, sportsmand, skydiver, musiker, skuespiller, foredragsholder. Jeg kan sagtens brænde igennem på en scene, men…

Det mere hemmelige

… også en mand, der er autist og ADHD'er, køber en PS4 udelukkende til sig selv, bygger Lego, klatrer i træer, finder plasticbøtter i skoven (geocaching), spiller bordrollespil og mange andre nørdede ting, som jeg måske har været mere nervøs for at fortælle åbent om, og jeg er ikke i stand til helt simple "voksenting" og får nedsmeltninger, hvor jeg ikke er i stand til noget som helst.


springudautist.dk
© 2022 Springudautist Kontakt mig