Freak

- vær den, du er

ADHD

Lidt om ADHD, som måske kan give lidt indsigt.

Jeg blev diagnosticeret med ADHD som 50-årig. Som den autist jeg også er, og altid har været, dykkede jeg ned i personlige studier af dette med en iver og et fokus, som måske kun en autist kan have for en særinteresse.

På denne side vil jeg forsøge at fortælle en smule om ADHD, dels ud fra egne erfaringer og dels ud fra kendskab til andre og viden fra mine egne studier af emnet.

Jeg håber, jeg på den måde kan udvide andres viden om emnet, så myter og tabu kan blive visket ud.

Der vil komme noget om ADHD, efterhånden som jeg har overskud til det.

Myter om ADHD

Der hersker også mange myter om ADHD, og ligesom for autisme har jeg lige skrevet lidt om 10 af myterne om ADHD.

Kilder: ADHD Australia og Peter Friedberg

Image
  • ADHD er ikke en rigtig sygdom

    ADHD er listet i DSM-5 og i ICD-11 (og tidligere versioner). og vidtgående research har vist en genetisk komponent, der gør det meget arveligt. Det er en neuropsykiatrisk lidelse, der har været anerkendt som diagnose af både videnskabelige og offentlige institutioner i hele verden i mere end 50 år.
  • ADHD skyldes dårlig opdragelse

    Et studie fra Michigan University fandt ud af, at forældrenes tilgang kan have betydning for symptomerne, men at ADHD hænger sammen med en kombination af genetiske og miljømæssige faktorer.
  • Børn med ADHD skal bare prøve mere

    Som med andre psykiatriske tilstande, så gør hjernens sammensætning og kemi hos mennesker med ADHD opgaver som fokusering, prioritering af opgaver og eksekutive funktioner langt sværere.
  • Alle med ADHD er hyperaktive

    Der findes tre former for autisme
    • ADHD, overvejende letafledelig præsentation (af nogle betegnet som ADD)
    • ADHD, overvejende hyperaktiv-impulsiv præsentation
    • ADHD kombineret præsentation
  • Kun drenge har ADHD

    ADHD kan ramme alle, uanset alder, køn, IQ, religiøs og socio-økonomesk baggrund. Mindre forstyrrende adfærd hos mange piger/kvinder har betydet, at der har været en underidentifikation hos piger/kvinder. Det kan skyldes, at de tilhører gruppen med "overvejende letafledelig præsentation", men for såvel kvinder som mænd, kan nogle også bevare uroen inde i sig selv, men det kan så være mere opslidende. Jeg formår selv at holde en voldsom uro i mig selv, fordi jeg ved, der vil blive set skævt til mig ellers.
  • ADHD forårsages af for meget TV, gaming eller sukker

    ADHD er en neurologisk tilstand. Studier fra Harvard University viser, at der ikke er noget definitivt bevis for, at kost eller aktivitet påvirker eller forårsager ADHD symptomer.
  • ADHD er en børnesygdom, man vokser fra

    Studier viser, at op mod 60 % bliver ved med at udvise signifikante symptomer som voksne. Hos mange kan hyperaktiviteten blive mindre udtalt, men bare fordi andre ikke kan se det så tydeligt, behøver lidelsen ikke at være forsvundet. Som nævnt ovenfor fik jeg jo først min diagnose som 50-årig.
  • ADHD kan helbredes

    Der findes ingen "kur" mod ADHD. En helhedsorienteret indsats med en kombination af coaching/terapi, netværk/støttegrupper og medicinering justeret efter den enkelte kan hjælpe med at "mestre" sin ADHD bedre. Hertil kan fysisk træning, sund kost, søvn og hyppige pauser også være til stor hjælp.
  • ADHD er overdiagnosticeret og overmedicineret

    Glem nu det tåbelige "ADHD står for Alle Drenge Har Det". Ifølge mange studier er der ingen beviser for, at ADHD skulle være overdiagnosticeret. Mange mennesker, især piger/kvinder og voksne regnes nærmere for at være underdiagnosticerede. Kurven for ADHD medicin til børn knækkede i perioden 2014-16, og i alt får cirka 1,5 % af danske børn og unge medicin. I nabolandene er dette tal 2-2,5 %. Korrekt medicinering afholder også mange fra selvmedicinering, som kan medføre misbrug af diverse stoffer.
  • ADHD har kun negative aspekter

    Den kognitive dynamik for ADHD er blevet kædet sammen med kreativitet, energi, hyperfokus og drivkraft. Kendte mennesker med ADHD inkluderer Simone Biles, Jim Carrey og Richard Branson.

springudautist.dk
© 2022 Springudautist Kontakt mig